LÖWCHEN
standard
(PETIT CHINE LION)
FCI Standard Nr 233

Oprindelsesland: Frankrig
Anvendelse: Selskabshund.
Klassifikation: FCI Gruppe 9 (Selskabshunde),
Sektion 1 (Bichon’er og lignende racer).
Historie: I katedralen i Amiens, som blev bygget i det 13. århundrede, findes udhugget i sten to Löwchen, som er perfekte repræsentanter for deres race. I det 15. århundrede ses dens karakteristiske silhuet ofte afbildet på tapeterne. Racen var højt skattet af hoffets damer i Bourgogne, og specielt gennem det 17. århundrede optræder racen ofte på den tids malerier. I det 18. århundrede beskrives racen meget præcist af Buffon i hans ”Histoire Naturelle”, hvor han understreger dens sjældenhed, og i samme periode omtales den tilsvarende af den svenske naturhistoriker Linné. Löwchen har tidligere været kaldt ”Bichon Petit Chien Lion”. Racens franske klub blev dannet 18.11.1947.
Helhedsindtryk: En lille, intelligent hund, munter, med et livfuldt og opvakt udtryk. Generelt robust, med god knoglekraft, kort og velproportioneret krop, højt båret hoved og optrukken bug. Bevægelsen er stolt og selvsikker, fremhævet af løveklipningens ”flyvende” manke. De uklippede partier skal være helt naturlige og må absolut ikke formes. Løveklipningen er obligatorisk til udstillingsbrug.
Proportioner: En
Löwchen er kvadratisk, dvs. at kropslængden (fra skulderspids til sædeben) er
den samme som skulderhøjden.
Næsepartiets længde er ca. 2/3 af skallens længde.
Temperament: Meget
hengiven og lydig over for sin herre, opmærksom og lydhør, veltilpas under
alle forhold og i stand til at være rolig og stilfærdig, når det kræves af
den. Med sit frejdige og følsomme blik søger den at forstå, hvad der forventes
af den.
Hoved: Relativt kort og ganske bredt fra skallens top til næsepartiet.
Hovedet bæres højt.
Skalle: Nærmest flad, lige så bred som lang.
Stop: Moderat markeret.
Næse: Sort (total pigmentering er obligatorisk), undtagen hos hunde med
brun og brunlig pels, hvor næsen er mørkebrun, men stadig totalt pigmenteret.
Ligger lige i forlængelse af næseryggen.
Næsepart: Ret bredt, med lige næseryg.
Læber: Godt stramme og sorte, undtagen hos brune og brunlige hunde,
hvor læberne er mørkebrune. Kæber, bid: Stærke tænder med komplet tandsæt og
saksebid. Manglende PM1 tolereres.
Øjne: Placeret godt fremme. De er store, meget mørke, runde og ansat
godt langt fra hinanden. Blikket skal være rettet lige fremefter. Øjenrandene
er totalt pigmenterede.
Ører: Lavt ansatte (i højde med øjnene). De er
middellange og kan nå til midten af næsepartiet, hvis de holdes fremad. De
bæres hængende og har rigelige frynser, som kan nå mindst til frem
næsespidsen.
Hals: Af god længde og let buet. Den går harmonisk over i
skulderpartiet og manken.
Krop:
Overlinie : Lige.
Lænd : Kort, bred og muskuløs.
Bryst: Veludviklet, når ned i højde med albuerne.
Underlinie: Bugen er godt optrukken.
Hale: Ansat en smule lavere end ryglinien. Den bæres i en yndefuld bue
ind over ryggen, som den dog ikke må berøre. Kun halens pelskvast må røre
ryggen i stand eller bevægelse.
Lemmer:
Forpart: Velstillede og lodrette forben.
Skuldre: Godt skråtliggende, meget bevægelige, med muskuløse
skulderblade.
Albuer: Slutter tæt til kroppen.
Mellemhånd: Kort og set forfra lige, set fra siden let skråtstillet.
Forpoter: Små og runde, med tæt sluttede, godt hvælvede tæer.
Bagpart: Velstillede og lodrette bagben.
Lår: Meget muskuløse. Over- og underlår er lige lange. Sædebenet er let
fremtrædende.
Haseled: Temmelig kraftigt, placeret i en højde svarende til ¼ af
skulderhøjden.
Mellemfod: Robust, stillet lodret mod jorden.
Bagpoter: Små og runde, med tæt sluttede, godt hvælvede tæer.
Bevægelse: Livlig, energisk og jordvindende. Benene bevæges parallelt,
og hovedet bæres højt.
Pels:
Hårlag: Silkeagtigt, langt, bølget og tæt. Ingen underuld.
Farve: Alle pelsfarver eller farvekombinationer er tilladt.
Størrelse: Skulderhøjde fra 26 til 32 cm. med en tolerance på +/- 1 cm.
Vægt omkring 6 kg.
Fejl:
Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang. Diskvalificerende fejl:
• Hunden aggressiv eller meget sky.
• Total eller delvis depigmentering af næse, læbe- og øjenrande. Pigmentering anden end sort eller (hos brune og brunlige hunde) mørkebrun.
• Opadvendt næse.
• Mangel på een eller flere fortænder eller hjørnetænder.
• Mangel på mere end to PM2, PM3, nederste PM4, der ikke støder op til hinanden.
• Mangel på to PM2, PM3, nederste PM4, der støder op til hinanden.
• En manglende rovtand (øverste PM4, nederste M1) eller nogen anden molar bortset fra M3.
• Overbid eller underbid.
• Øjnene små, mandelformede, udstående, for lyse eller glasøjne.
• Entropion, ektropion.
• Ørerne ikke lange nok eller uden frynser.
• Halen ringformet oprullet.
• Pelsen krøllet, for kort eller ikke bølget.
• Alvorlige, anatomiske misdannelser.
Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl
Ω Ω Ω
Standarden udgivet af FCI 2 APRIL 2004
Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité
MARTS 2006
